De tre yndige søstre
Mange kunstnere siden antikken har interesseret sig for Gratierne, fordi de i antikkens mytologi personificerede det yndefulde. De var kærlighedsgudinden Venus’ tjenerinder og døtre af den øverste gud Jupiter og en nymfe. Deres egenskaber var ynde og glæde. Men de blev også æret som gudinder for naturens gang og frugtbarhed.

Thorvaldsen beskæftigede sig flere gange med Gratierne. Ligesom andre kunstnere i sin samtid var han betaget af de yndefulde, sorgløse og glædesfyldte væsener. Gratierne i relieffet udtrykker denne ynde, men som noget utraditionelt, indgår de her i en sorgfuld sammenhæng, da relieffet er udført til et gravmonument.

I gravmonumenter benyttede Thorvaldsen som regel traditionelle gravmotiver, som for eksempel skildringer af den afdøde eller billeder på døden i form af figuren Dødens genius . Gratierne kan her være en henvisning til den afdøde, der var den italienske maler Andrea Appiani (1754-1817). Han var i sin samtid kendt som ’Gratiernes maler’, fordi hans malestil var så yndefuld og ren. Man mente derfor, at den måtte være inspireret af Gratierne.

Udtryk og form
I relieffet udtrykker Gratierne noget sørgmodigt med deres tyngede kropsholdninger. Den venstre Gratie ser drømmende og handlingslammet ud, mens hun støtter sig til den midterste Gratie. De andre to vender kærligt ansigtet ned mod den lille Amor på jorden, der med et vemodigt ansigtsudtryk ser op på dem, mens han spiller på sin lyre.

Alle tre kvinder står i den klassiske hvilestilling kaldet kontraposto , hvor deres hoftepartier hælder modsat deres skulderpartier. Det giver dem en yndefuld holdning, som også kurven i den midterste Graties ryg er et eksempel på. Bevægelsen er med til at give dybde og kroppene fylde i det ellers flade relief.

Den kompakte komposition , hvor Gratierne står tæt op ad hinanden og uden plads omkring sig i relieffet, er med til at udtrykke deres sammenhold og omsorg i sorgens stund. Gratierne rører kærligt ved hinanden, nogen giver, mens andre får støtte.

Thorvaldsens inspiration
Af Thorvaldsens skitsetegninger til relieffet kan man se, at den midterste Gratie oprindeligt var tænkt til at stå med front mod betragteren. Det gør hun også i hans skulpturgruppe Gratierne og Amor fra samme periode. Placeringen af den midterste Gratie med ryggen til betragteren er inspireret af antikke fremstillinger af Gratierne. Gratie-gruppen i Vatikanmuseet i Rom er et eksempel på, hvordan motivet i antikken typisk blev komponeret med den midterste Gratie vendt med ryggen til betragteren, mens de andre vendte siden til.

Thorvaldsen ejede flere antikke genstande med gratiemotiv , der kan have inspireret ham til kompositionen . De kan i dag ses på Thorvaldsens Museum .

Relieffet som gravmonument
Thorvaldsen udførte oprindeligt relieffet i 1821 til et gravmonument over den italienske, nyklassicistiske maler Andrea Appiani (1754-1817). Monumentet befinder sig i dag i Brera Museet i Milano.

Thorvaldsens Museums marmorrelief blev hugget i 1836 af Thorvaldsens assistent, den tyske billedhugger Johann Scholl på baggrund af Thorvaldsens originalmodel.