Bertel Thorvaldsen (1770-1844): Jason med det gyldne skind. 1802-1803. Thorvaldsens Museum. Foto: Ole Woldbye

Periodebegreb

Perioden nyklassicisme strækker sig fra slutningen af 1700-tallet til første halvdel af 1800-tallet og er sammenfaldende med oplysningstiden.
I nyklassicismen søgte kunstnerne tilbage til det enkle og ophøjede formsprog, som antikkens klassiske kunst – og nu også renæssancens kunst – kunne fremvise.
Kunstnernes mål var at genskabe den antikke kunst til en ny tid. Periodebetegnelsens “ny”-klassicisme refererer altså til endnu en stilperiode – efter renæssancen – hvor genoptagelsen af antikkens formsprog blev aktuel. Kunstnerne kopierede ikke blot de klassiske kunstværker, men nyfortolkede den klassiske stil til et udtryk tilpasset samtidens smag.

Rom blev kraftcentrum for nyklassicismen, og Bertel Thorvaldsen (1770-1844) blev en af stilens førende kunstnere. Jason med det gyldne skind fra 1802-1803 betegnes som hans nyklassicistiske gennembrudsværk.

Pompejis ruiner. Udsigt gennem et hus. Gengivet fra Les ruines de Pompei. Dessines et mesurées. Par Francois Mazois, Architecte. Pendant les années 1809, 1810, 1811. Gravé à Rome. Publiées a Paris. En MDCCXII. (Planche XLIII, Seconde Partie). Thorvaldsens Museum

Nyopdagelser

Arkæologiske udgravninger i 1700-tallet i Italien og Grækenland fik stor betydning for kunstnernes fornyede interesse for antikken og det klassiske formsprog. I 1738 blev udgravningerne ved Herculaneum påbegyndt, og i 1748 ved Pompeji.
De to romerske byer var i år 79 blevet dækket af aske under vulkanen Vesuvs udbrud, og udgravningerne afslørede forbløffende øjebliksbilleder af livet i de antikke byer, tidens brugskunst og kunst, som ikke tidligere var kendt. Disse nye opdagelser blev en stor inspirationskilde for tidens kunstnere.

Enkelhed og storhed

Nyklassicismens kunstnere blev også påvirket af samtidens syn på antikken. Den tyske kunsthistoriker og arkæolog Johann Joachim Winckelmann (1717-1768) beskrev den klassiske kunst som “ædel enfold og stille storhed”. Enfold betyder en entydig, ideal og enkel fremstilling. Og med “stille storhed” pegede Winckelmann på de klassiske motivers afdæmpede, men storladne formsprog. Winckelmanns fortolkning af den klassiske kunst fik stor indflydelse på kunstnernes oplevelse af værkerne – og dermed på deres genfortolkninger af den klassiske kunst.

Form og betydning

Stilistisk kan nyklassicismen betragtes som en reaktion på de forudgående århundredes mere dramatiske, effektsøgende og dekorative stilarter barok (ca. 1600-1750) og rokoko (ca. 1700-1800).

Fra en betydnings- og socialhistorisk vinkel kan nyklassicismen karakteriseres som et formsprog med stærke ideologiske medbetydninger. Nyklassicismen blev udråbt som “den sande stil” og koblet til oplysningstidens ideal om en retfærdig verden baseret på menneskets fornuft, og stilen var dermed i opposition til enevælden. Nyklassicismen henviste ikke blot til kunsten i antikken, men også til de ideale forhold i antikkens samfund. Med moderne ord blev stilen nyklassicisme en visuel identitet for kampen for demokrati – og en moderne verden.

Nyklassicisme og guldalder

Den sidste del af nyklassicismen ligger inden for det, man kalder den danske guldalder. Guldalderen er en periodebetegnelse, der bruges om den danske kunst 1800-1850.
I 1994, 1996, 1998 og 2000 handlede festivalen Golden Days in Copenhagen om guldalderen, og på siden www.guldalder.dk kan du læse mere om perioden.