Perioden romantik strækker sig fra slutningen af 1700-tallet til første halvdel af 1800-tallet og er parallel med nyklassicismen.
I modsætning til nyklassicismen kommer romantikken ikke til syne i én bestemt stilart. Den er mere et spørgsmål om holdning end om stil. De romantiske kunstnere dyrkede en følelsesbetonet kunst. De udforskede intuitionen, instinktet og de subjektive følelsesudbrud. De stræbte efter at beskrive det uopnåelige, det hinsides og kæmpede mod en verden, som aldrig rigtig ville kunne forstå individets længsler.

I modsætning til malerkunsten ser man kun sjældent eksempler på skulptur, der kan karakteriseres som hørende til Romantikken. Måske fordi skulpturen netop har en meget konkret, håndgribelig karakter, hvor det er svært at antyde overvældende følelser og vise kræfter, der overskrider fornuftens grænser. Også i musik og litteratur, hvor kunstneren kan bruge antydningen som kunstnerisk greb, udtrykkes romantikken på mange måder bedre end i skulpturen.

Rudolph Suhrlandt (1781-1862): Portræt af Thorvaldsen. 1810. Thorvaldsens Museum. Foto: Ole Woldbye

Rudolph Suhrlandts portræt af Bertel Thorvaldsen (1770-1844) er et typisk kunstnerportræt i perioden. Thorvaldsen er portrætteret som en ung kunstner med nærmest flagrende hår, hvilket var et populært motiv i romantikken. Hans højre hånd hviler på en buste, der repræsenterer kunsten. Busten repræsenterer også den fysiske virkelighed, materien, som man kan tage fat om og holde på. Thorvaldsens opmærksomme, let opadrettede blik, antyder desuden, hvordan det – i romantikkens forståelse – var kunstnerens lod at se og erkende sammenhængen mellem materie og ånd. I kunsten kunne kunstneren udtrykke og formidle dette.

I 1994, 1996, 1998 og 2000 handlede festivalen Golden Days in Copenhagen om guldalderen, den danske kunst i perioden 1800-1850. På siden www.guldalder.dk kan du læse mere om perioden.