Friere fortolkninger af klassiske motiver

Med naturalismen og realismen i sidste del af 1800-tallet blev målet for kunsten at forholde sig direkte til virkeligheden. Motiverne kom typisk fra hverdagen, og Vilhelm Bissens En dame fra 1891 kan tilskrives naturalismen, hvor kunstneren søgte at gengive motivet så objektivt som muligt, mens realismen typisk også søgte at gengive virkelighedens verden i medgang og modgang uden idealisering.

Billedhuggerkunsten løsrev sig alligevel ikke helt fra den klassicistiske skulpturtradition, og fra slutningen af 1800-tallet og i begyndelsen af 1900-tallet ser man talrige værker, hvor antikke motiver genbruges, men nu i en mere moderne og naturalistisk form. Skildringerne af menneskefiguren fjernede sig dermed ofte kun gradvist fra den klassiske skulpturs former og motivverden.

Aksel Hansen (1853-1933): Echo. 1888. Bronze. Højde 149 cm. Kongens Have, København. En bronzeudgave er også opstillet i Eventyrhaven i Odense, og en gipsversion af værket findes på Fyns Kunstmuseum. Foto: Bo Wennberg

Et eksempel er Aksel Hansens Echo fra 1888. Ifølge klassisk mytologi er Echo en græsk skovnymfe, og en af historierne om hende handler om, at hun blev forelsket i Narcissos, som til sin død kun ænsede sit eget spejlbillede. Echo betragtede ham, til hun blev naglet til stedet. Kun hendes stemme blev tilbage, og den gentog de sidste ord, når folk talte.
Selv om motivet er klassisk, er skulpturen et fint eksempel på, hvordan et klassisk motiv omkring år 1900 blev genstand for en naturalistisk figurskildring. Den nøgne kvindeskikkelse har ingen af de klassiske attributter som fx Venus, der holder et æble, men er livagtig, nutidig og vristet fri af den klassiske skulpturs harmoniske former.
I skulpturen har kunstneren fokuseret på skildringen af kroppen, der er standset op midt i en bevægelse, samt hvordan Ecco holder hånden op til munden for at vise, at hun lader sin stemme være et ekko.

Fokus på den græske antik

Kunstnernes interesse for at fortolke den antikke arv friere svarer meget til den tendens, man ser inden for arkæologi og kunsthistorie i 1700- og 1800-tallet, hvor det først var den klassiske kunst, man kendte mest til – og derfor var inspireret af. Omkring år 1900 fik man nu øjnene op for, at der var andre sider af den antikke kunst, som tidligere var blevet overset, fordi man fortrinsvis havde udgravet i Italien. Det gjaldt fx i forbindelse med udgravningerne i Grækenland, hvor store anlæg i Athen, først og fremmst Parthenon-templet på Akropolis var blevet udgravet i 1880’erne og 1890’erne.

Frontispice til Julius Langes bog "Fremstilling af Menneskeskikkelsen i den græske Kunsts første Storhedstid" fra 1898

Den danske kunsthistoriker Julius Lange (1838-1896) var helt i pagt med sin tid, da han i 1890’erne skrev bogen Billedkunstens fremstilling af Menneskeskikkelsen i den græske Kunsts første Storhedstid med undertitlen “Studier i de fra Perioden efterladte Kunstværker”. Bogen udkom i tre dele, og den pegede frem mod kunstnernes intense dyrkelse af den græske antik og særligt perioden 600-100 f.Kr., som her blev analyseret med helt nye øjne.
Med andre ord, kan man kort sige, at kunstnere og kunsthistorikere omkring år 1900 fik en udvidet forståelse af antikken, så antikken kom til at omfatte en større periode og nye geografiske områder, herunder bl.a. Grækenland og områder i Nærorienten, hvor der også fandtes græsk kunst. Mange af tidens kunstnere og kunsthistorikere begav sig også på rejser til Grækenland og Rom for at beskæftige sig med antikkens kunst.

I bogen beskrev Julius Lange blandt andet den berømte Parthenonfrise fra Akropolis i Athen samt skulpturer af billedhuggeren Polyklet. Polyklet var kunstneren bag skulpturen Spydbæreren , som blev en af de mest populære antikke skulpturer for danske kunstnere omkring år 1900.

Polyklet: Spydbæreren 450-440 f.Kr. Marmor. Museo Nazionale, Napoli. Gengivet efter Julius Lange: Billedkunstens fremstilling af Menneskeskikkelsen i den græske Kunsts første Storhedstid, 1898

Julius Lange gengav Spydbæreren i sit omfattende bogværk, og i gennemgangen af Polykets værker, lagde han vægt på kunstnerens fremhævelse af atletens krop og konkluderede, at “den må ses som et kunsthistorisk Resultat, Blomsten af Statuens Udvikling et halvt Aarhundrede, siden man indførte at lade Figuren hvile overvejende paa den ene Fod… og dermed Contrapostoen som Statuens Grundlov”.

Udsnit af Parthenonfrisen, Akropolis. Ca. 440 f.Kr. Marmor. Højde 100 cm. Akropolismuseet, Athen. Fra venstre Poseidon, Ares og Afrodite. Gengivet efter Julius Lange: Billedkunstens fremstilling af Menneskeskikkelsen i den græske Kunsts første Storhedstid, 1898

Antikken til folket

Det var ikke kun blandt fagfolk, at antikken fik ny betydning. Antikkens kultur blev omkring år 1900 en vigtig del af det moderne, folkelige dannelsesideal. Med andre ord kan man sige, at der var en bred interesse blandt fagkyndige for at bruge antikken og antikkens kunst til at opdrage folket.
Helt konkret kunne folk møde antik kunst i form af afstøbningssamlingernes kopier på mange museer i København og i provinsen. Afstøbningssamlingerne blev netop grundlagt i perioden 1880-1900. Også i mange offentlige parker og anlæg blev der opstillet antikke afstøbninger i bronze.
Brygger Carl Jacobsen stiftede i 1879 Legatet Albertina, som var opkaldt efter Bertel Thorvaldsens (1770-1844) italienske fornavn, Alberto . Legatets formål var at anskaffe “Billedhuggerværker til Pryd for offentlige Pladser og Haver i Kjøbenhavn”, og gennem legatets arbejde blev der opstillet en række bronzekopier af antikke skulpturer samt andre klassicistiske skulpturer i København. Bl.a. en bronzekopi af renæssancekunstneren Michelangelos (1475-1564) David fra 1501-1504.

Bryderne, 3. årh. f.Kr. Bronze. Opstillet i H.C. Ørstedsparken, København. Foto: Ole Akhøj

Den antikke brydergruppe er en af de bronzekopier, som Legatet Albertina lod opstille i offentlige anlæg i slutningen af 1800-tallet. Skulpturen er et fint eksempel på, hvordan den antikke skulptur og dens atletiske kroppe blev fremhævet som et forbillede for 1900-tallets billedhuggerkunst. Opstillet i H.C. Ørstedsparken i København blev skulpturen samtidig en manifestation af tidens ideal om menneskets veltrænede krop. Læs mere om dette i Antikken længe leve. Vitalismen 1900-1940.

Kai Nielsen (1882-1924): Venus med æblet. 1920. Bronze. Højde 225 cm. Opstillet i Enghaven ved Enghave Plads, København. Foto: Københavns Kommune Vej & Park

Efterhånden fik også de danske kunstnere bestillingsopgaver på offentlige skulpturer, som motivisk og stilistisk var inspireret af antikken. Det gjaldt bl.a. billedhuggere som Kai Nielsen (1882-1924), Rudolph Tegner (1873-1950) og Gerhard Henning (1880-1967). Et eksempel er Kai Nielsens skulptur Venus med æblet fra 1920.

Nietzsche og antikken

Et af de vigtigste bidrag til 1900-tallets nye forståelse af antikken kom fra 1800-tallets klassiske filolog og filosof Friedrich Nietzsches (1844-1900).
Hans skrifter, især Tragediens fødsel fra 1872, var med til at bryde med tidligere perioders forståelse af antikkens kunst som en stil og kulturel periode, der var kendetegnet ved ro, skønhed og harmoni. Ved at analysere antikkens forskellige perioder fra 600 f.Kr. og frem kom Nietzsche frem til beskrivelsen af en kultur, der også var præget af disharmoni, splittelse og tragiske hændelser.
I gennemgangen af antikkens perioder fik Nietzsche ideen at betragte antikken som et spejl for sin egen tid. I den græske kultur kunne han se bevægelsen fra en tragisk forfaldsperiode mod en ny kulturel storhed. Med andre ord en kulturel cyklus – og ikke mindst et historisk greb, hvormed Nietzsche gav håb til sin egen tid. I Nietzsches øjne var samtiden nemlig præget af degeneration og forfald, og det moderne menneske måtte stræbe efter at bevæge sig mod en ny, levende og sund kultur.

J.A. Jerichau (1816-1883): Penelope. 1843. Marmor. Højde 182 cm. Ny Carlsberg Glyptotek. Foto: Ny Carlsberg Glyptotek

Nietzsches tanker var yderst kulturkritiske. Han tog afstand fra samtidens dyrkelse af den hvide klassicisme, som forekom ham at være en stivnet kunstart og et eksempel på kulturens forfald. Den lange række af klassicistiske skulpturer fra perioden 1850-1900 så han som et udtryk for, at den kunstneriske udvikling var gået helt i stå. Den kridhvide, klassicistiske marmorskulptur blev dermed for Nietzsche et billede på et borgerligt samfund, der var stagneret og var uendeligt langt fra at være en ny, levende og sund kultur.

J.A. Jerichaus (1816-1883) Penelope fra 1843 er et eksempel på en klassicistisk skulpturstil, som Nietzsche tog afstand fra, fordi han betragtede klassicismen som en stil, der ikke var sin egen tid bevidst.

Den store Stil

Den danske kunsthistoriker Vilhelm Wanscher (1875-1961) lå på linje med Nietzsches tanker om den antikke kulturs cyklus med forfaldsperiode og kulturel storhed, da han i 1904 formulerede sine ideer om en ny stor stil for samtidskunsten, Den store Stil. Wanscher ønskede, at kunsten beskæftigede sig med en monumental stil som et svar på det moderne samfunds splittelse og flygtighed. Han hyldede kunsten, der skildrede de store fortællinger, fx fra antikken, i et tidstypisk, moderne formsprog.

J.A. Jerichau (1890-1916): De Hellige Tre Konger og Den Babyloniske Skøge. 1916. Olie på lærred. 140 x 170 cm. Fyns Kunstmuseum. Foto: Leif Hansen

Jens Adolf Jerichaus (1890-1916) store maleri De Hellige Tre Konger og Den Babyloniske Skøge fra 1916 er et eksempel på det, som Wanscher ville kalde Den store Stil. Motivet er taget fra Bibelen, mens formsproget er udpræget moderne med kantede figurer uden nævneværdige detaljer og voldsomme farver sat på med grove penselstrøg.

Det blev efterhånden kendetegnende for en stor del af tidens kunst, at man søgte at skabe “en ny levende antik”, eller med andre ord: En moderne, selvbevidst kultur.
I billedhuggerkunsten betød det fremstillingen af kraftfulde og vitale menneskeskikkelser og brug af både græske motiver og andre mytiske eller historiske motiver med dramatisk potentiale.

J. F. Willumsen: Det Store Relief. 1893-1928. Flerfarvet marmor og andre stenarter samt forgyldt bronze. 440 x 645 cm. Deponeret på J.F. Willumsens Museum af Statens Museum for Kunst. Foto: Anders Sune Berg

J.F. Willumsens (1863-1958) Det store Relief kan ses som et markant skulptureksempel, der kan karakteriseres med Wanschers Den store Stil. Relieffet er en omfattende fortælling om menneskelivet og om vekselvirkningen mellem menneskets vilje og menneskets lyst. To aspekter i menneskets sind, som også Nietzsche beskæftigede sig med, og som han personificerede med de græske guder Apollon og Dionysos, deraf begreberne om det apollinske (viljen, fornuften) og det dionysiske (lysten). Nietzsche mente, at det apollinske og det dionysiske altid havde eksisteret side om side som et grundlæggende modsætningsforhold i menneskets liv. Modsætningsforholdet havde altid og ville fortsat være med til at forme kulturen.
I Det store Relief lader Willumsen to giganter holde hinanden i hånden. Den ene, til venstre, er billedet på menneskets fornuft, den anden, til højre, er billedet på menneskets lyst. Omkring de to giganter formes menneskets liv, fra disharmoni i venstre side, hvor mennesket styrter nedad til fuldendt harmoni i højre side med det unge forgyldte par.