Tilbygningen

Billedkunst. Opgaver på tværs

Disciplinen at analysere en skulptur er det absolutte fokus i Skulpturstudier. Med andre ord, at eleven fordyber sig i én skulptur fra én periode. Men måske har du lyst til at arbejde lidt mere på tværs af perioderne og skulpturens formsprog?

Her giver vi dig nogle eksempler på, hvordan du kan stille opgaver, der “går på tværs”.

Menneskekroppen

Udvælg 3-4 skulpturer, der viser nogle forskelle eller ligheder mellem klassiske og moderne fremstillinger af menneskekroppen. Eksemplerne skal tidsmæssigt være spredt, så antikken samt 1800-tallets og 1900-tallets skulptur er repræsenteret.
Lav en formalanalyse af værkerne med vægt på fremstillingen af menneskekroppen. Brug dernæst betydningsanalysen på et eller flere af værkerne til at indkredse, hvad værket/værkerne udtrykker på det indholdsmæssige plan.
Egne praktiske øvelser i fremstillingen af menneskekroppen kan inddrages.

Formens forvandling

Udvælg 3-4 skulpturer, der viser nogle forskelle eller ligheder mellem klassisk og moderne formgengivelse. Eksemplerne skal tidsmæssigt være spredt, så antikken samt 1800-tallets og 1900-tallets skulptur er repræsenteret.
Lav en formalanalyse af værkerne, med vægt på begreberne klassisk og moderne, og placer de udvalgte værker i deres stilperioder. Begrund placeringen ved at fremhæve stilkarakteristika, og relater værkerne til periodernes kunstbegreb.
Egne praktiske øvelser i fremstillingen af menneskekroppen kan inddrages. Begrund da, hvordan du har forholdt dig til bestemte stilarter i øvelsernes særlige gengivelse af form.

Værk og beskuer

Udvælg 3-4 skulpturer, der på forskellig måde beskæftiger sig med forholdet mellem værk og beskuer. 1800-tallet og 1900-tallet skal være repræsenteret.
Lav betydningsanalyser af to af værkerne. Særligt skal du lægge vægt på, hvilke virkninger på beskueren, som kunstneren har haft til hensigt at skabe. Kom fx ind på blikkets betydning eller overvej, hvordan forskellige beskuere til forskellige tider har set og opfattet skulpturerne forskelligt.

Det menneskelige drama

Udvælg mindst 3 skulpturer med temaet det menneskelige drama. 1800-tallet og 1900-tallet skal være repræsenteret.
Sammenlign skulpturernes formelle virkemidler ud fra formalanalysens punkter og perspektiver deres formelle virkemidler til deres betydning, jf. betydningsanalysen.
Diskuter endelig, hvordan karakteren af det menneskelige drama er forskelligt i 1800-tallet og 1900-tallets skulptur. Hvilke temaer af menneskeligt drama er aktuelle i 1800-tallet og 1900-tallet? Herunder kan du komme med bud på forskelle og ligheder i de to århundredes behandling af temaet det menneskelige drama.