Fra skitse til skulptur

Forud for enhver skulptur ligger et kunstnerisk arbejde, som man kun sjældent får præsenteret, når man fx oplever en skulptur på en offentlig plads eller i et museum. Ofte har billedhuggeren forud for den endelige skulptur arbejdet med skitser på papir og små tredimensionale skitser, modeller i ler eller voks, de såkaldte bozzetti (i ental bozzetto).

I 1800-tallet, på Bertel Thorvaldsens (1770-1844) tid, var arbejdsprocessen fra skitse til skulptur lang – og til tider ganske kompliceret. Bl.a. skulle der modeller til, de såkaldte “bozzetti”:, undertiden i flere størrelser, så spørgsmål om værkets komposition og endelige dimensioner kunne fastlægges. Siden kom jagten på den rette marmor, grovhugningen og den afgørende frihugning.
For Thorvaldsens vedkommende gik der derfor typisk måneder eller år, endda tiår, før værket kunne forlade værkstedet. Men hans klienter var i reglen vedholdende og opgav ikke undervejs. Skulpturerne var både af kunstner og bestiller beregnet til at skulle holde i generationer – og nogle års ventetid betød i dette perspektiv ikke meget.

Niels Hansen Jacobsen (1861-1941) i stenbrud i Carrara, Italien. Foto: Vejen Kunstmuseums arkiv

På fotografiet ses Niels Hansen Jacobsen (1861-1941) i et stenbrud i Carrara, Italien, hvor han er ved at udvælge den rette marmorblok til et værk.

Tegnede skitser

I Thorvaldsens Museums samling vidner en stor samling af Bertel Thorvaldsens (1770-1844) tegnede skitser om, at tegneprocessen var en stor del af billedhuggerens virke. Traditionen fortæller, at tegningerne lå krøllet sammen i et par tønder – i alt godt 600 tegninger – da han i september 1838 med skib vendte hjem til Danmark efter mere end 40 år i Rom.

Som det første forarbejde til en skulptur udførte Thorvaldsen oftest en tegning, der blev ridset ned med pen eller blyant på det første og bedste stykke papir. Gennem et par hurtige skitser kunne han eksperimentere med forskellige kompositioner. Han kunne afsøge den rette form, variere og sammenligne stillingsmotiver, vurdere proportioner og skulpturens rytme. I skitserne veksler spontane udtryk med meget gennemarbejdede og detaljerige studier. Andre gange arbejdede Thorvaldsen igen og igen på samme tegning eller vendte efter adskillige år tilbage til et gammelt motiv i en ny serie tegninger.

Bertel Thorvaldsen (1770-1844): De tre gratier. Herkules, Omfale og Amor. Hektors afsked. Skitse. Bly og pen. 192 × 190 mm. Thorvaldsens Museum. Foto: Helle Nanny Brendstrup

På tegningen kan man se, hvordan Thorvaldsen med blyant og pen har arbejdet med motivet af de tre gratier forud for skulpturen Gratierne og Amor fra 1817-1819. På tegningen, hvor han også har tegnet andre motiver, både Herkules, Omfale og Amor og Hektors afsked, og ikke mindst har udnyttet både forside og bagside af papiret, har han afprøvet de tre kvinders stillingsmotiv. På dette tidspunkt var Amor endnu ikke med i kompositionen.
Udover rækken af forskellige skitser på papiret, kan man også læse en række tal og andre påskrifter. Vi ved ikke præcist, hvad tallene refererer til. Et bud er, at det kan være målangivelser i forbindelse med udarbejdelsen af en skitse i ler. Et andet bud er, at det er udregninger af arbejdsportioner til stenhuggere, som arbejdede for Thorvaldsen.

De fleste af Thorvaldsens tegninger var forstudier, men en særlig gruppe tegninger stammer også fra situationer, hvor Thorvaldsen skulle vise for sine kunder, hvad han kunne tilbyde, eller hvordan han ville foreslå at løse en opgave. Tegningerne var praktiske, fordi de kunne sendes over store afstande.

Gerhard Henning (1880-1967): Fire kvindefigurer. U.å. 225 × 290 mm. Bly på papir. Fyns Kunstmuseum. Foto: Fyns Kunstmuseum

Også hos de næste generationer af billedhuggere stod tegnede skiser centralt i arbejdsprocessen. Et eksempel er Gerhard Hennings (1880-1967) skitser til skulpturen Danäe, 1927.

Modellerede skitser

De tegnede skitser og små modeller (såkaldte bozzetti, i ental bozzetto) af skulpturen er vigtige redskaber i den indledende kunstneriske proces, hvor billedhuggeren dels udvikler sin idé og dels på en nem måde afprøver forskellige udformninger af skulpturen. Ved hjælp af skitserne kan billedhuggeren fx nemt afprøve den endelige komposition, bevægelse og skala.
Ofte kan skitserne – tegnede som modellerede – være gået tabt, fordi kunstneren ikke betragtede dem som færdige kunstværker, men udelukkende som hurtige udkast, der kun havde interesse i selve arbejdsprocessen. En bozzetto er også oftest modelleret i et skrøbeligt og dermed let forgængeligt materiale som fx voks eller ubrændt ler.

J.A. Jerichau (1816-1883): Ung pige i hvis øre Amor hvisker. Skitse. U.å. Højde 25 cm. Brændt ler. Fyns Kunstmuseum. Foto: Bent Ryberg/Planet foto

Jerichaus modellerede skitse til En ung pige i hvis øre Amor hvisker er udført i brændtler. I forhold til det færdige værk, som også er udført i brændtler, har den lille skitse en anden nærhed. Ofte kan man som beskuer bedre fornemme, hvordan kunstneren er meget mere “til stede” i de hurtige skitser. Måske fordi skitserne røber kunstnerens arbejde med materialet i form af fx aftryk af fingre og spatel.

J.A. Jerichau (1816-1883): En ung pige i hvis øre Amor hvisker. U.å. Højde 92,5 cm. Brændt ler. Fyns Kunstmuseum. Foto: Bent Ryberg/Planet foto

Sammenholder man skitsen og den færdige skulptur, er det tydeligt, at Jerichau har fortsat med at arbejde på skulpturens komposition efter færdiggørelsen af den lille skitse. Figurerne i den færdige skulptur har helt andre
proportioner og stillingsmotiver end figurerne i den lille skitse.

Et eksempel - Thorvaldsens pavemonument

Bertel Thorvaldsen (1770-1844): Skitse til Pius VII’s gravmæle i Peterskirken. Rom 1823-1824. 240×150 mm. Thorvaldsens Museum. Foto: Jacob Helbo

Et godt eksempel er Thorvaldsens arbejde med et pavemonument i Rom. I 1823-1824 udførte han en blyantstegning til gravmælet for Pius VII’s gravmæle og i 1824 en modelleret skitse.(Pius VII var overhoved for den romersk-katolske kirke 1800-1823)

I den tegnede skitse arbejdede Thorvaldsen med en komposition med svævende engle, der skulle holde en martyrkrone over pavens hoved. En henvisning til pavens lidelser under Napoleon Bonaparte (1769-1821, regeringstid 1804-1815), hvor paven var tvunget i eksil.

I den modellerede skitse er det oplagt at se, at Thorvaldsen tænkte paven “siddende, bøiet under Vægten af mange Lidelser, med den tredobbelte Krone, som han har nedlagt, staaende ved Siden”. Ordene er Just Mathias Thieles (1795-1874). Thiele var Thorvaldsens første biograf, og han skrev fra 1831 til 1850 en 4-binds biografi om billedhuggeren.

Bertel Thorvaldsen (1770-1844): Gipsskitse til Pius VII’s gravmæle i Peterskirken i Rom. 1824. Højde 44 cm. Thorvaldsens Museum. Foto: Ole Woldbye

Bertel Thorvaldsen (1770-1844): Pius VII’s gravmæle i Peterskirken i Rom. 1824-1825. Den siddende pavefigur måler 295 cm i højden. Foto: Kjeld de Fine Licht

I den endelige version ændrede Thorvaldsen dog kompositionen, så den blev mere på linje med Peterskirkens øvrige pavemonumenter: En portrætstatue af den afdøde pave mellem to allegoriske figurer. I Thorvaldsens endelige version i Peterskirken sidder paven velsignende med sin tiara på hovedet.